fbpx

Terraforming Mars: Held i kærlighed, held i spil!

Terraforming Mars: Held i kærlighed, held i spil!

Svenske Terraforming Mars, af FryxGames, er nordisk design når det er bedst.
I spillet kan mange, vidt forskellige veje føre til sejr – du kan bygge byer, udvikle mikrobekolonier og sågar kyle med hele måner!

Men du vil nok aldrig vinde på samme måde, som Stine og Tobias – mens den Røde Planet endnu ikke var helt terraformet, blomstrede den Blå Planet af kærlighed; Tobias gik på knæ da Stine trak et helt unikt, hjemmelavet ‘project card’: “Proposal”.

“Held i kærlighed, uheld i spil”, lyder det gamle ordsprog. Men heldigvis er ordsprog ikke mere end lige præcis dét – gammeldags, semantiske klicheer, der sjældent stemmer overens med den virkelige verden.

Konfrontationen mellem lige præcis dette ordsprog og den virkelige verden eksemplificerer  Stine og Tobias fra Holbæk i sande!

Under et slag Terraforming Mars gik parret nemlig fra at være kærester til at være forlovede, på en helt speciel – og helt vildt nørdet – måde! Læs selv deres søde, “How I Met Your Mother-bare-med-brætspils”-historie, fortalt af Stine, her:

Hvordan fandt I sammen?
“Da jeg lærte Tobias at kende, var det til at begynde med som arbejdskollegaer, men hurtigt fandt vi ud af, at vi havde brætspil til fælles. Jeg blev inviteret med i en lille spilgruppe under det meget lovende udsagn: “Du skal være med til at spille Terraforming Mars! Det er verdens bedste spil!” På den måde kom jeg ind i Tobias’ liv og forlod det aldrig igen. Indenfor en måneds tid blev vi kærester og her, godt halvandet år senere, friede han.”

Hvordan skete det så?
“Vi var godt i gang med et TM-spil (selvfølgelig), og jeg var ved at være mere end almindeligt gnaven, for jeg var frygteligt bagud.
Vi nåede en ny research phase, og Tobias delte kort ud. Pludselig lagde jeg mærke til, at det ene kort så lidt anderledes ud end de andre, og mens det gik op for mig, hvad det hele gik ud på, var Tobias gået ned på knæ. Ringen på kortet var magen til ringen i æsken, han sad med.

Jeg sagde selvfølgelig ja, og i december skal vi giftes.”

Lige præcis hvor meget holder I af Terraforming Mars??

“I takt med at vores forhold har udviklet sig, har TM også udviklet sig herhjemme. Tobias er virkelig nørdet omkring lige præcis det spil, og han har altid utallige idéer til små nye tiltag, kort og hjemmelavede udvidelser på tegnebrættet. Jeg synes, det er fedt at blive taget med på råd. Noget virker og noget gør ikke, og engang imellem får vi nok, og har brug for spilmæssig luftforandring, men vi vender aaaaaltid tilbage til TM igen, for “Skal vi ikke spille? Det tager jo kun 2-3 timer.””

Deres ‘fan-af-TM-isme’ stopper ikke der:
Vi syntes selvfølgeligt, det var så fint og nørdede på bedst tænkelig vis, så vi sendte dem en lille, tidlig Terraforming Mars-bryllupsgave i starten af juni, der indeholdt stort set alt vores TM-swag (selvom de selvfølgeligt allerede havde alt). Men da vi tilbød promokort oveni, lød svaret (fra Tobias):

“Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at de har et promokort, jeg ikke har i forvejen.”

Se, dét er dedikation – ikke bare til spillet, men til hinanden!
Så skrot op til ordsproget – man kan sagtens have held i kærlighed såvel som i spil (især Tobias, da han efter sigende vandt den kærlige omgang TM).

Tillykke, endnu engang, fra alle os i Spilbræt.dk!

da_DKDanish
sv_SESwedish nn_NONorwegian da_DKDanish