fbpx

Top 10 – de bedste familiespil til det mørke halvår!

Top 10 – de bedste familiespil til det mørke halvår!

Der er ikke noget så hyggeligt som rolige, regnfyldte søndage, hvis kølige gråvejrstoner gør det decideret umuligt at bevæge sig udenfor tæppernes og sofaens domæne!

Men når filmen(e) er set og den perfekte te er sat over (igen), er det på høje tid, at det analoge erstatter det digitale; brætspillene skal på bordet! Læs med herunder, når vi fortæller om alt det, videnskaben fortæller os, at familiespil gør ved os – og selvfølgelig 10 af vores bedste bud på hyggeligt tidsfordriv!

Spilleaftener – mere end hyggeligt!

Der er noget ved et brætspil, der gør det til mere end det pap, det består af. Det er til mere gavn end ‘blot’ det hyggelige rum, det så åbenlyst skaber – især når vi har med familien at gøre. Familiespil kan nemlig:

  • Skabe stærkere familiebånd: Studier viser, at aktiviteter, man bevidst har afsat tid til – såsom en spilleaften – bidrager til at opretholde sunde relationer, hvor man kigger hinanden i øjnene.
  • Fordre bedre kommunikation: Begiver man sig ud i spil, der kræver samarbejde, får man sat især de kommunikative evner på prøve, som en slags ‘IKEA-test’ på pap: Kan I bevare roen, så I kan vinde som hold?
  • Styrke kreativitet og akademisk kunnen: Det er klart, at quizspil kan bidrage til øget viden. Men også større, mere strategiske spil kan træne børn og unges problemløsningsevner og mentale overblik – samt ren og skær matematiske og sproglige evner. Og søger man nye måder at håndtere problemer på, tænker man allerede kreativt.
  • Give dig ro i sjælen: De mere lette, selskabelige spil inviterer jer til at skabe vedvarende minder gennem noget så simpelt som at kigge hinanden i øjnene og grine. Dét fremmer serotonin – og pludseligt slapper du af og kan formå at leve i nu’et bare lidt bedre.

The Mind

Årets Selskabsspil 2018 og altid et sikkert hit lært på 1 minut!

I arbejder sammen om at tælle fra 1-100… men uden at tale sammen! Vil I vinde, må I lære at kommunikere på helt andre måder – og måske endda læse tanker??

Catan

En familieklassiker gennem 4 årtier!

Brætspillets gudfar! Var det ikke for Catan, havde vi ikke haft 90% af dine yndlingsspil! Hvem får byttet sig sin vej til sejren?

EXIT-spillene

Escape-room i en æske!

I arbejder sammen om at løse mystiske gåder, så hurtigt som I kan. Perfekt til aftener, der er ligeså mørke, som de er kolde!

The Crew

Årets Kenderspil 2020!

Alle har spillet whist. Men hvad nu, hvis det ikke gjaldt om selv at vinde stik, men at få dine medspillere til det, så I alle kan vinde sammen?

Kvaksalver

Årets Voksenspil 2019!

I det kaotiske, eksplosive Kvaksalver skal I brygge magiske miksturer. I trækker så mange ingredienser fra posen, som I tør. Og vi siger ‘tør’ af en grund; trækker du for mange af de forkerte, EKSPLODERER hele din bryg!

Triominos (+ Junior)

Familieklassiker gennem 60 år!

I får styr på matematikken i det klassiske Triominos, hvor I skal placere brikkerne, så tallene passer med hinanden! Prøv også børnenes udgave, Triominos Junior, hvor barnet gradvist bliver introduceret for mere og mere matematisk kompleksitet!

Stone Age

En introduktion til strategispil!

Det tungeste spil på listen! I Stone Age forsøger I at blive den bedste til at opbygge et liv i stenalderen. Det er fyldt med svære valg, men ikke mere end at det anbefales for børn på 10+ år!

Quest for El Dorado

Top 20 over bedste familiespil NOGENSINDE!

Her har vi med et spil at gøre, der om noget sætter gang i fantasien, når hver spiller leder en ekspedition igennem en barsk jungle i målet om at blive den første til at finde intet ringere end El Dorado! Et racerspil, der med garanti vil give dig sved på panden!

Pass the Pugs

Pass the Pigs… med pugs!

I mange år er der blevet kastet med grise, og i Pass the Pugs er ideen den samme: I slår med de små søde hunde som terninger og forsøger at få dem til at lande på lige den måde, I håber. Det er sværere, end det ser ud – men lige så skørt, som det lyder til!

Clever

Det er på tide… smid jeres yatzy ud!

Clever er yatzy på steroider, og hvor alle hele tiden er med! For hver gang du slår terningerne og vælger de af dem, du vil bruge, så du kan få flest mulige point, giver du de resterende terninger til modstanderne! Så… vil du have mange point? Eller vil du forhindre dine modstander i selvsamme?

Kilder:
  • https://bandpassdesign.com/blogs/news/benefits-of-board-games
  • https://www.ashevillenc.gov/news/wellness-wednesday-5-mental-benefits-of-board-games/
  • https://www.sbm.org/healthy-living/using-family-games-to-encourage-healthy-development
  • https://info.scholarschoice.ca/blog/home/5-research-based-reasons-why-family-game-nights-are-important
da_DKDanish