Top 5 – Julespil for 2!
Julemiddagen er spist, gulvet kan ikke ses for havet af gavepapir, de yngste er puttet og de ældste er for længst selv gået i seng! Det er kun dig og din partner, onkel eller søster tilbage! Hvad skal I nu få tiden til at gå med?
Svaret er enkelt. I prøver kræfter med et af de to-spiller-spil, du har fået i julegave! Vi hjælper dig og din ønskeseddel godt på vej med 5 af vores yndlingsspil til 2!
Catan Duellen
Det gode, gamle Catan, godt som det er, tager lidt tid at komme i gang med. Med lillebror ‘Duellen’, der er et rendyrket to-spiller-spil, får I den samme, intense oplevelse, men på halvdelen af tiden! Spillepladen er byttet ud til fordel for en række kort, når I dyster om fyrstedømmet over øen Catan!
Spillet indeholder sine egne, små udvidelser, der kan bruges, nøjagtigt som man har lyst!
Fungi
Fungi er et hurtigt kortspil for to spillere med flotte, stemningsfyldte kort, hvor det handler om at samle komplette serier af svampe. Man kan næsten kalde det ‘edutainment’, for man lærer alskens latinsk nomenklatur inden for den mykologiske sfære! Perfekt til både naturelskere og erfarne brætspillere!
Kingdomino Duel
‘Duel’ er 2-spiller-udgaven af alletiders familiespil, Kingdomino (der i øvrigt også er godt til 2 spillere)! Som i originalen opbygger I hvert jeres kongerige med dominobrikker – men denne gang er det de terninger, I slår med, der bestemmer, hvordan disse ‘dominobrikker’ ser ud. Et skønt, lille og hurtigt ‘roll&write’-spil for de, der er skøre med Yatzy eller Clever!
Catapults
Jo mindre rødvin tilbage i glasset, desto sjovere bliver Catapults – Angry Birds som brætspil! I opbygger hver jeres borg, der agerer som skjold for dine figurer, når modstanderen ihærdigt lader sin katapult, sigter og rammer helt ved siden af! En oplevelse, der er lige dele børne-, familie- og festspil – og som man sagtens kan være flere end to til!
Terraforming Mars: Ares Expedition
‘Ares Expedition’ er lillebror til strategispillet Terraforming Mars i samme ånd som Catan Duellen og Catan! Det er hurtigere at få på bordet, hurtigere at lære og hurtigere at spille. Og det er især sandt, når man kun er to om spillet – men det kan spilles af helt op til 4! Men bare rolig; der er stadig rigeligt med strategi i Ares Expedition!