fbpx

Speak Easy – tal i tunger til festen!

Speak Easy – tal i tunger til festen!

“Porto repsi opa porto balano”! Bare rolig – hvis du ikke forstår volapykken, gør du det (måske), efter du har spillet Speak Easy!

‘Speak Easy’ lyver nemlig, når titlen påstår, at I får ‘nemt’ ved at ‘snakke’, for spillerne får serveret hver deres tungebrækkende volapyksprog, som de andre skal forsøge at finde hoved og hale i!

Hvad går det ud på?

I Speak Easy, der tager en halv time at spille, forsøger 3-4 spillere fra 10+ år at kommunikere med hinanden på bedst mulig vis. Der er bare ét lille problem… De taler ikke samme sprog!

Før spillet starter får hver spiller sit helt eget sprogkort, der indeholder et helt unikt (og ganske fjollet) sprog, som vedkommende skal bruge til at beskrive formen og farven vist på spillets forskellige kort. Derudover afsløres et af disse kort og lægges midt på bordet. På tur skiftes spillerne til at være ‘taleren’. Denne taler trækker skjult et kort, der viser en form og en farve (fx en grøn trekant). Hendes opgave er nu simpel (hvis altså man så bort fra de skøre sprog):

Hun skal få de andre spillere til at gætte farven og formen på det kort, hun har trukket. Og det gør hun ved at fortælle de andre spillere – på sit volapyksprog, naturligvis – hvilken farve og form, der ligger ovenpå hvilken farve og form (som kortet på bordet viser). Det er altid netop denne remse, du skal gentage på dit sprog – altså FARVE og FORM ovenpå FARVE og FORM!

Eksempel: Du taler ovenstående sprog, og skal forklare, at dit kort (en rød trekant) ligger ovenpå et kort, der viser en blå cirkel. Remsen, du skal sige, er altså: “Rattati sennop (rød trekant) oppa (ovenpå) baku yps (blå cirkel)”!

De andre spillere skal nu gætte, hvilken farve og form du har trukket. Gætter de rigtigt, får de point! Og sådan fortsætter spillet, indtil alle har været taler 3 gange! Spilleren med flest point vinder… hvis man altså spiller om at vinde. For, ærligt talt, det sjove ved spillet er, når du hører vennerne brække deres tunger over skør nonsens og når du forsøger at forstå selvsamme nonsens!

Er det et spil for dig?

Speak Easy er et let spil at få på bordet – men man skal være med på, at man kan risikere at lyde lidt fjollet, når man mumler sin vej igennem de kluntede sprog. Og så er det jo bare heldigt, at de andre spillere lyder ligeså fjollede, når det er deres tur. Det er et familievenligt festspil med en overraskende mængde ‘strategi’, hvis man er til den slags – for jo bedre du husker modstandernes skøre vendinger og ord, desto mere rammer du plet, når der skal gættes!

Det er umuligt ikke at få et smil på læben, når Speak Easy rammer bordet. Måske skulle man have kaldt det Laugh Easy?

da_DKDanish