fbpx

Box Monster – sæt tænderne i dette børnespil!

Box Monster – sæt tænderne i dette børnespil!

Når en vinder kåres i et børnespil, kan det godt føre små sure miner blandt de knapt så vindende. Dét problem retter Box Monster op på, for her enten vinder eller taber alle spillere sammen!

I samarbejder nemlig om at redde spillets navngiver, ‘box-monsteret’! Unikt for Box Monster er desuden, at spillet ER æsken, og æsken spillet! Læs videre for at finde ud af, hvad i alverden vi mener med det!

Hvad er Box Monster?

Det er fedt, er hvad det er! Og nomineret til Årets Børnespil 2021! Men udover det er Box Monster et børnespil for 2-4 spillere, hvor man samarbejder om at redde det søde ‘box monster’. Problemet er nemlig, at han ved et uheld har slugt alle mulige mærkelige genstande –  og smartphones, chokolade, gamle underhylere og en blæksprutte er åbenbart ikke godt for helbredet, når man er et monster! Så I, amatørlæger, vælger hver især at stikke en arm ind i gabet på æskebæstet i forsøget på at fiske genstandene op, så monsteret bliver raskt igen!

Box Monster er let at få på bordet, for der er ikke rigtigt noget, der skal pakkes ud og stilles op – for selve æsken udgør nemlig spillepladen.

Ok, bare se den her monster-fede video – så giver det hele lidt mere mening!

Hvordan spilles det?

Elementært, min kære boxson! Hvis I er 4 spillere, stikker I hver især en hånd ind i en af hullerne i æsken. I æsken – altså i monsterets gab – ligger der 2 eksemplarer af hver af de mange forskellige genstande. Det kunne fx være 2 søstjerner, 2 pizzaer osv. Uden at kigge ind i æsken, skal I nu sørge for at finde de forskellige genstandspar. Når I tænker, at I har fat i den samme slags genstand som en medspiller, afslører I samtidigt jeres fund! Forkert? Desværre, læg dem tilbage, og prøv igen. Rigtigt? Fedt, så er I tættere på sejren!

Men hvordan ved I, hvad I skal fiske op? Det gør I ved at kigge på opgavekortene, der kommer i 3 forskellige sværhedsgrader. Før timeglasset rinder ud, skal I have ordnet et opgavekort af hver slags – men de bliver altså sværere og sværere, så det er er lettere sagt end gjort.

Og dét var faktisk dét! Der er lidt ydereligere småregler, men dem må I selv læse op på, når I får dette bæst af en æske på bordet!

nn_NONorwegian