fbpx

Planlæg det nye år med Nova Luna

Planlæg det nye år med Nova Luna

Vi er alle glade for at kunne forlade 2020 og træde ind i et nyt årti, også selvom det årti begynder med en nedlukning.

Men lockdown eller ej, et eller andet skal man jo have at se frem til, og hvis det ikke kan blive en festival eller en badeferie, så kan man jo i stedet forsøge at planlægge sig til sejren i Nova Luna!

Nova Luna, der blev nomineret til den fornemme brætspilspris Spiel des Jahres sidste år, er et spil som få andre. Med et helt unikt og nærmest art noveau-inspireret grafisk design taler Nova Luna til selv den mest hardcore æstetiker (hvilket er svært at sige om resten af Uwe Rosenbergs spil – looking at you, Bohnanza og Aricola). Det er dog ikke kun den visuelle side af Nova Luna, som ‘spiller’; selve spildesignet er nemlig også utroligt veludført og meget intuitivt at lære (og så er det netop udkommet på dansk)!

Nova Luna er det, som man kalder et abstrakt strategisk brætspil, hvilket egentlig bare betyder, at temaet spiller meget lidt ind i gameplayet, og at muligheden for at vinde på baggrund af held er minimal. Og selvom det måske ser lidt kompliceret ud, så er det faktisk ganske enkelt: Spillerne dyster om hvem, der er bedst til at udvælge og opfylde spillets små ‘opgaver’ – og den, der først har opfyldt 20 opgaver, kan kalde sig selv mesteren af strategisk planlægning!

Men hvordan spiller man så dette wunderbare planlægningsspil? Jo, nu skal du høre:

Nova Luna består af en cirkulær plade og en masse farvede brikker (blå, turkise, orange og gule – de er valgt, så farveblinde også kan spille med), som placeres i pladens indhak. På hver af disse brikker er der én eller flere opgaver, som skal løses, hvilket gøres ved at spillerne udvælger og placere brikkerne, så de opfylder opgavens krav. Spillerne får mulighed for at vælge mellem tre brikker hver tur (for dem, der har spillet Patchwork, vil dette komme meget naturligt), og det er på denne måde, at man får opbygget en større pulje af brikker og kan løse sine opgaver.

Lyder det stadig lidt mystisk? Så lad mig prøve at komme med et eksempel:

Anne Dorte vælger en TURKIS brik hvorpå der er tegnet to TURKISE cirkler og en RØD cirkel. For at kunne udføre brikkens opgave, skal Anne Dorte derfor udvælge to nye turkise brikker og en rød brik i sine tre næste runder og placere dem i forlængelse af sin originale brik.

Opgaverne er mere eller mindre komplekse, og det kræver strategisk tænkning at placere dem, så man kan fuldføre så mange opgaver som muligt – men for hver opfyldt opgave vanker der et point, og så er der ikke langt til sejren!

da_DKDanish