fbpx

Hvem ville vinde – Thor eller en Varulv?!

Hvem ville vinde – Thor eller en Varulv?!

Spil som Odin, Thor og alle de andre nordiske guder i et af verdens mest populære selskabsspil, nu på dansk og hensat i den rige Nordiske mytologi: VARULV! Her forsøger Fenrisulven at bryde fri af sine lænker og Ragnarok venter lige om hjørnet, mens guderne kæmper en brav kamp mod mørket.

I Varulv er der ingen terninger, spilleplade eller tilfældigheder, men masser af grin, forræderi og mindeværdige historier – så dyk ned i et spil, der bare aser godt!

Kært barn har mange navne, og det har Varulv – også kendt som Werewolf eller Mafia – helt bestemt. I en årrække har det klassiske selskabsspil nemlig været blandt favoritterne, når folk fra hele verden mødes til en omgang ‘social deduktion’; spillene, hvor visse spillere har hemmelige roller, som de for alt i verden ikke må afsløre. I hemmelighed modarbejder disse spillere de ellers fælles mål.

Og nu kommer det klassiske selskabsspil altså i en udgave hensat i vikingetiden og den nordiske mytologi! Med andre ord står den nye Varulv på et drabeligt møde mellem to mytologiske paradigmer, når Thor, Loke og Balder forsøger at få udryddet Fenrisulvens barske allierede; Varulvene! Og selvfølgeligt kommer det på dansk!

30-90 min., 6+ spillere fra 10 år og opefter!

Hvad går Varulv helt præcist ud på?

Varulv er et klassisk, stemningsfyldt selskabsspil, hvor spillerne er inddelt i to hold – de gode (aser-borgere og ase-guder) og de onde (varulve). Men ingen ved, hvem der er hvem! Hver spiller har fået et hemmeligt kort, der fortæller dem, hvilken rolle de har fået dette spil. Det kunne fx være ‘Freja’, ‘Odin’ eller, ja, ‘Varulv’!

Spillet foregår over flere runder, der er inddelt i nætter og dage. Om natten lukker alle øjnene – bortset fra varulvene, der i stilhed udpeger sig et offer. Om dagen får alle tungen på gled, når spillerne anklager hinanden for at være varulve; eller svarer igen, når de selv bliver beskyldt. Dagen ender i en afstemning om, hvem der skal lynches.

Midt i mellem de to sider står “skjalden”, der er spilmester og historiefortæller. Det er skjalden, som styrer slagets gang og har styr på reglerne. I Varulv behøver kun skjalden kende reglerne – og han bliver let og elegant guidet igennem spillet ved hjælp af de unikke skjaldekort.

Hvornår slutter spillet?

Ragnarok udløses, hvis der på et tidspunkt er lige mange varulve og aser tilbage.

Men Ragnarok forhindres, hvis aserne når at dræbe alle varulve, før det er for sent.

Varulv_HIRES-500
Spread-em-copy-500
Hvorfor lige nordisk mytologi?

De asetroende af jer har nok luret, at varulve ikke ligefrem stammer fra hverken nordisk mytologi eller vikingetiden. Og alligevel passer det bare så godt sammen.

Varulv digter nemlig videre på historien om Fenrisulven og Ragnarok. I stedet for den klassiske fortælling fra middelalderen, er varulvene her Fenris’ tro følgesvende, der agter at hjælpe den legendariske ulv med at forårsage enden på alting; Ragnarok. Det er allerede ude med Midgård, så det er op til aserne i Asgård at forhindre denne dommedag. Det betyder, at der er mere på spil end nogensinde før; det er alt eller intet i Varulv, og det gør oplevelsen desto mere intens!

Så sæt tænderne i dette blodige brætspil!

På gaden i slutningen af august.

nn_NONorwegian